Indslag fra TVSyd om UIF-messen i Aabenraa »

25-11-2015 Eksklusion eller inklusion?

At vi alle sammen kan have gavn af at være en del af fællesskab – at være inkluderet – er der vist ingen, der vil erklære sig uenige i. Dette er måske endnu mere sandt i tilfældet unge og børn med særlige behov.

 

Regeringen har i starten af november igangsat sit store servicetjek på inklusionsindsatsen. Fungerer den? Hvor gør man det godt eller skidt? Bruger man ressourcerne rigtigt? Osv.

Desværre hører vi her på Uddannelsesmagasinet alt, alt for mange historier om børn og unge, hvor inklusionsindsatsen har den modsatte effekt end den ønskede. Eleverne føler sig alt andet end inkluderede, og forældre og børn kæmper en indædt og ofte forgæves kamp for at få dagligdagen til at fungere. Børnene havner hjemme på sofaen og forældrene får trusler om økonomiske sanktioner trukket ned over ørerne.

Inklusion kan helt sikker være en kæmpe gevinst… for nogen! Men det skal gøres rigtigt og med tilførsel af de nødvendige ressourcer. Med fare for at pege fingre af nogen, kan der vist ikke herske tvivl om, at inklusionen i flere kommuner er blevet en kærkommen lejlighed til at spare kroner og ører på årsbudgettet.

På den positive side er der tal, der tyder på, at rigtig mange elever faktisk trives med inklusionen. Målsætningen med inklusionen har været, at fra 2015 skulle 96 procent af elever i folkeskolealderen være en del af den ’normale’ undervisning. Heriblandt ca. 10.000 elever, der før ville have tilhørt specialskolegruppen. De seneste tal fra 2014/15 ligger på 95,2 procent og det tyder på, at ambitionen er inden for rækkevidde.

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og Aarhus Universitet (DPU) har i næsten to år fulgt næsten 9.000 elever i folkeskolen for at undersøge, hvordan eleverne oplever den nye skoledag efter omstillingen til inklusion i det såkaldte ”Inklusionspanelet”. I starten af november blev det andet statusnotat offentliggjort – og det viser, at trivslen blandt eleverne er på rette spor. Næsten 70 procent af de elever, der har svaret (godt 5.500) angiver, at de i høj grad trives, mens 7,6 procent angiver, at de ikke trives. (Kilde: uvm.dk).

Hvad kan vi konkludere på den baggrund? Jo, næsten 70 procent af de elever, der har besvaret undersøgelsen trives med inklusionen. Men der mangler åbenbart besvarelser fra omkring 3.500 elever, hvordan mon deres trivselstal ligger? Hvad med de mere end 7 procent, der ikke trives? Hvad skal der blive af dem? Burde de ikke netop befinde sig i specialtilbud? I al stilfærdighed kan man med nogen ret påpege, at ambitionen om at inkludere op mod 10.000 børn og unge, nok er en tand for ambitiøs.

En anden rapport fra SFI tilbage i april 2015 viste, at 6 ud af 10 inkluderede elever ikke modtog støtte i normalundervisningen. Det er problematisk på flere niveauer. Hvis eleverne for alvor skal føle sig inkluderet skal deres faglige niveau ligge på linje med deres øvrige kammerater. Og hvis bagtanken med inklusion på sigt også indebærer, at eleverne skal inkluderes på ungdomsuddannelserne og siden på arbejdsmarkedet, kan det ikke nytte noget, at de får mindre fagligt udbytte end de evt. ville kunne få i et skræddersyet tilbud.

Uanset hvordan tallene skæres, er det unge menneskers skæbner, der ligger bag dem. Skæbner som måske kan blomstre og udvikle sig bedst muligt i et inkluderet miljø med den rette støtte og hjælp. Og så er der dem, der aldrig kommer til at trives med inklusion og som i stedet vil spilde år af deres skoleliv på at føle sig ekskluderede. Indtil de en dag alligevel havner på et specialtilbud. Den gruppe ville have haft en bedre chance for at opnå et liv som aktive samfundsborgere, hvis der blev taget hensyn til netop deres behov fra starten af. Det er den gruppe, der er i fare for at blive ofre for kreativ kassetænkning. 

Her på Uddannelsesmagasinet vil vi følge servicetjekket nøje. Og vi håber, for de unges skyld, at undersøgelsen vil vise, at inklusionen er på rette spor. Men vi frygter også, at budgetkontrol og sparehensyn vil give sig udslag i mangel på støtte til dem, der har mest brug for det.


  Tilbage